doulos.dk

Forord

Jeg har længe haft en dyb længsel efter at lære bønnens mysterium bedre at kende, og denne bog indeholder et studium af de bibelske principper for bøn. Flere af Andrew Murrays bøger har været med til at inspirere mig til dette arbejde, og hele processen har bestyrket min overbevisning om bønnens store betydning. Jesu Kristi ypperstepræstlige tjeneste i Himlen består blandt andet i at bede, og for den, som vil være en discipel, er bønnen den allervigtigste form for tjeneste af dem alle.

Bogen er en naturlig fortsættelse af min første bog ’Menighedens stilling i Guds plan’. De to bøger bør derfor læses i sammenhæng. Det betyder imidlertid ikke, at ’Menighedens stilling i Guds plan’ nødvendigvis skal læses før ’Herre, lær os at bede!’ Men hvis den nærværende bog læses først, vil der hos læseren formodentlig opstå nogle teologiske spørgsmål, hvis svar findes i den første bog.

At disse bibelstudier nu er klar til udgivelse skyldes ene og alene Guds trofasthed. Det er mit håb, at de må blive til gavn og velsignelse for mange. - Tak til enhver, der har ydet hjælp og opbakning undervejs.